JAZZ – MERE BEHAGELIG END NOGENSINDE FØR

  • 0
  • juli 3, 2020
honda-komfort.jpg

Uanset hvilken størrelse bil du vælger er komfort og plads yderst vigtige faktorer. Med den nye Jazz tager Honda flere skridt fremad med hensyn til ergonomi og bekvemmelighed

10. juni 2020


At sidde behageligt er en forudsætning for, at du kan trives i bilen, særligt når du skal køre langt. Derfor har Hondas ingeniører og designere lagt et stort arbejde i at udvikle behagelige sæder i den nye Jazz, som lanceres på det danske marked her i juni.

En vigtig del af dette er Hondas nyudviklede sæderamme, der giver kroppen en langt bedre støtte. Det nye forsædes underliggende struktur indgår både i sædehynden og ryglænet og erstatter den forrige models konstruktion. Sædet har en bredere nederste del, hvilket øger sædehyndens dybde med 30 mm. Når man sætter sig, mærker man med det samme, at det føles blødere. Den nye konstruktion og den ekstra polstring gør, at hynden fjedrer tilstrækkeligt uden at synke hele vejen ned, hvilket er afgørende.

Også ryglænet er blevet forbedret – støtten til lænden og bækkenet er forbedret for at stabilisere kroppen. Det gør, at du bliver mindre træt på længere ture, særligt i hofterne og lænden. Derudover gør den nye konstruktion det nemmere at opretholde en behagelig og stabil kørestilling, selv når du kører i sving og på ujævne veje.

De nyudviklede sæder bliver smallere i den øverste del af ryglænet. Det giver ryggen en meget præcis støtte. At sæderne bliver smallere betyder også, at det er lettere at kommunikere mellem for- og bagsæde. Eftersom sædet er lavere placeret end før, og de forreste hjørner på sædernes sidehynder er afrundede, er det nemmere at stige ind og ud af bilen.

Bagsædets komfort er også blevet løftet et hak. Ved at ændre på, hvordan sæderammen fastgøres, har man kunnet øge polstringens tykkelse med 24 mm.

En anden lille, men vigtig justering er, at bremsepedalen er placeret længere inde. Det mindsker behovet for at justere sædet i forhold til pedalerne. Bremsepedalens vinkel er også blevet ændret, hvilket gør det nemmere at bruge pedalerne. Samtidig er sædet blevet flyttet, så lårene får optimal støtte.

Det er nemmere end nogensinde før at indstille en behagelig kørestilling. Eftersom rattet kan justeres mere, kan midten af rattet placeres op til 14 mm tættere på føreren. Rattets vinkel er to grader mere opret end på den tidligere model, så det er mere rettet mod føreren. Takket være disse forbedringer mindskes mængden af arm- og skulderbevægelser, der kræves for at nå rattet.

Passagererne på bagsædet kan nyde den bedste benplads i klassen på 989 mm. Brændstoftanken er placeret i midten af chassiset bag forsæderne. Det gør, at den nye Jazz beholder sine alsidige og fleksible Magic Seats, der både kan foldes fladt ned eller foldes op, afhængigt af hvilken bagagerumsplads der kræves.

Den nye Jazz fås nu hos Hondas danske forhandlere. Den sikreste og nemmeste måde at prøvekøre den på er ved at booke en tid via honda.dk.

 

Mere om jazz

Bestil prøvetur